Loading color scheme

DET SIGER GASTERNE


Vi kan fortælle nok så meget om, hvor dejligt det er at sejle med Serendipity, men det er endnu bedre, at du hører det fra gasterne som allerede har sejlet med osgast på serendipity De fleste gaster har været med på en længere tur, som strækker sig over en eller flere måneder.

Alle tekster er uredigeret, og vi beder altid Gasterne om at være 100% ærlige. Hvis du har lyst til at snakke med nogen af dem, for at høre mere om deres oplevelser på båden, er jeg sikker på at det kan lade sig gøre, bare lad os formidle kontakten.  

Skriv til anniskovbakke@gmail.com for mere info

 

 

AMANDA MØLLER


Amanda var med fra Den Dominikanske Republik til Panama og San Blas

Jeg var med Serendipity ude og sejle i 2 måneder. Vi havde en helt fantastisk tur. Der var plads til afslapning, god tid til udforskning af nye steder, badning og generel hygge med alle på båden. Man kommer helt ned i gear på Serendipity. Jesper, Anni og børnene er alle meget søde, og står klar med åbne arme når man ankommer. Man bliver inviteret ind i deres hverdag, som er helt vildt rar at være i. Børnene er super søde, og har altid en sjov leg i gemmeren som alle kan være med på. Båden sejler næsten altid sammen med andre danske både, så man møder også andre langturssejlere.

Båden er hyggelig og hjemlig, og det gør, at man føler sig meget tilpas på båden. Det er rigtig rart at der er et stort fællesareal så man altid kan få sig en lille sludder med dem der er der. Så er det selvfølgelig også rart at man har mulighed for at tage et øjeblik på sit værelse, hvis man har brug for lidt alene tid. Sikkerheden på båden har været helt i top. Mand over bord blev øvet rigtig mange gange, og alle følte sig helt sikre, når vi stak ud på det åbne hav. Man sov altid med ro i maven, for man vidste at den/dem der var ved roret, altid havde redningsvest og livline på.

Jeg har været rigtig glad for at sejle med, og vil til enhver tid anbefale andre at tage med på Serendipity:))

 

 

 

NINA SØBY JENSEN


Nina var med fra De kanariske øer over Atlanten til Barbados i Caribien

Jeg var så heldig at være med ombord på Serendipity fra De Kanariske Øer via Kap Verde med et vildt atlanterhavs kryds til Barbados. Som helt ny sejler, var det en fantastisk mulighed at få lov at komme med på denne tur og dette kryds. At Skipper Jesper og Anni stolede på mit gåpåmod og min interesse. Det betød meget for mig at jeg fra første indledende samtale kunne mærke at der var godt humør, plads til humor og styr på sikkerheden ombord. Og styr på sikkerheden det var der helt bestemt. Jeg følte mig inddraget og tryg i beslutninger hele vejen igennem turen. Dejligt med fokus på en masse øvelse af mand overbord, instruktioner til diverse og gennemgang, hellere en gang for meget end for lidt. Der var plads til at være ny sejler, til at blive lært op og til at få lov bare at prøve, jeg følte mig stolet på.

Jesper og Anni var god til at jeg følte mig velkommen fra dag et, tog imod input og åbnede deres hjem fuldt ud! Stemningen på krydset blandt alle ombord var oftest præget af megen hygge og dejlig humor og gode grin, der var virkelig plads til alle. Der var godt blik for sammensætning af gaster, også når vagtplan blev lagt. Alle jeg mødte gaster og familie på turen, vil altid have en speciel plads i mit hjerte. Fordi vi har delt så mange timer, og uforklarelig oplevelser sammen, været så tætte på så kort tid og haft så gode grin! Det var dejligt at det praktiske, bagstørn, madlavning og andet var i system, og at alle alligevel forstod at hjælp hinanden. Der var bådsmøder for at undgå misforståelser og konflikt, hvilket på krydsede fungerede godt, og var en god måde også lige at mærke hinanden trivsel på de lange dage.

Der var plads til godt humør og sjov, et slag bagammon mod skipper eller medgaster, UNO med Andreas, candy crush mod Anni, kryds og tværs med Mia, men bestemt også plads til de tider man bare ville være selv, og lige rumme oplevelserne. Jeg kan anbefale alle en tur som gast med Serendipity, jeg er blevet fantastiske venner og oplevelser rigere.

 

 

 

REne LASSEN


Rene var med fra De kanariske øer til Barbados i Caribien

Jeg var ombord på Serendipity fra De kanariske Øer via Kap Verde til Barbados, da Atlanten skulle krydses. Som temmelig ny sejler var det essentielt både for mig og mit bagland, at der var styr på sikkerhed, og at der var tålmodighed til at “lære mig op”. Jeg må sige, at jeg har følt mig i trygge og kompetente hænder hele vejen igennem. Det gælder både vagtplan, sikkerhedsøvelser og gennemgang af sikkerhed ombord.

Stemningen ombord var præget af hygge og skøn humor. Det var tydeligt, at der var tænkt mange tanker om sammensætningen af besætningen. De daglige gøremål, som potentielt ville kunne give anledning til misforståelser eller endda konflikter var sat i system, og blev dagligt italesat på bådsmøder. Det letter tingene, når alle på den måde er bevidste om hvilke opgaver der skal udføres, og hvem der forventes at udføre dem.

Jeg oplevede en høj grad af fokus på alles trivsel, både i den almindelige omgangstone men også mere formelt i form af jævnlige (fortrolige) samtaler med skipper, hvor evt. problematikker kunne luftes og derved handles på. Jeg er blevet skønne venner rigere, og kan på det varmeste anbefale at stige ombord som gast på Serendipity.

 

 

 

 Maria Andersen


Maria var med i en måned i 2022 fra Mallorca til De kanariske øer

Det der var godt specielt godt ved turen, var muligheden for at møde nye mennesker og se en masse forskellige lande og steder, som man ikke normalt ser med bil/fly. Man får en lille mini familie på båden, som man hygger sig med, men man kan stadig tage ud og udforske på egen hånd. Smukke solnedgange, delfiner, morrild og lange snakke på nattevagterne.

Jeg synes at teamet var rigtig godt og vi havde et godt sammenhold. Anni er mor med stort M og tager sig af børnene. Der forventes ikke af gasterne, at de skal passe børn, selvom det synes jeg var hyggeligt. Jesper er skipper og styrer alt med båden, det fungerer super godt. Der er regler på båden, men ikke rigide, man kan sagtens føle sig fri og har mulighed for selv at komme med ideer og inputs.

Båden er dejlig stor og ren, man har mulighed for at finde private spots, men også gode fællesområder. Watermaker ombord, som gør turen federe med mulighed for en hurtig skyller.

Sikkerheden var helt i top! Der øves mand over bord mange gange. Sikkerhed øves og snakkes igennem ofte. Jeg følte mig tryg og i gode hænder.